Behandling
Vi tilbyder behandlingsforløb til børn, voksne og familier. Vores behandlingsforløb er altid tilpasset det enkelte individ/familie og skræddersyet hertil ud fra jeres mål og ønsker for behandlingen.
Behandlingen vil i udgangspunktet foregå i vores lokaler på Døgncentret som et afgrænset ambulant forløb eller som et tilkøb til en døgnindskrivning hos os, hvor det vil foregå på den pågældende døgninstitution, hvor familien/barnet allerede opholder sig. Behandlingsforløbet kan også tilkøbes i kølvandet på en psykologisk undersøgelse foretaget på Døgncentret. Hvor der allerede vil være skabt en alliance imellem psykologen, familien og det undersøgte barn og hvor der i undersøgelsesprocessen er oparbejdet et indgående kendskab til de behandlingsmæssige behov og forudsætninger.
Form og indhold vil variere, men der udbydes bl.a. traumebehandling (fx spædbarnsterapi), mentaliserings baseret terapi, sorg- og kriseterapeutiske forløb samt behandling målrettet at bedre familiedynamik og tilknytning mellem forældre og barn. Vi har desuden specialiseret viden om at arbejde psykologfagligt med gravide og spæd- og småbørnsfamilier – herunder at arbejde risikoopsporende, forebyggende og behandlende ift. præ- og postnatal tilknytningsstatus, efterfødselsreaktioner samt familiedannelse i familier præget af psykopatologi, dysfunktionelle samspilsdynamikker og/eller svær belastning.