Tilbagefaldsforebyggelse
På Bethesda tilbyder vi en indsats til borgere, som forinden indskrivningen har haft et problematisk forbrug af alkohol eller stoffer. Vores fokus er primært på familiedynamikken, men med en bevidsthed om, at rusmidlerne har indflydelse herpå, forholder vi os til rusmiddelproblematikken under opholdet.
Indsatsen består i løbende samtaler med borgeren med det formål at forebygge tilbagefald. I vores samtaler med borgeren taler vi blandt andet om, hvordan forbruget kan italesættes over for borgerens børn, hvilke ting der udløser trang, og hvilke tiltag, der kan være hjælpsomme, når trangen opstår. Hvis borgeren, sideløbende med indsatsen på Bethesda, er indskrevet i misbrugsbehandling, kan personalet indgå i samarbejde med disse efter aftale med borgeren.
Vi ved, at opholdet på Bethesda kan opleves som et pres for vores beboere, og at dette i sig selv kan øge trangen til rusmidler hos borgere. Derfor tilbyder vi at foretage kontinuerlig urinprøvekontrol under opholdet for borgere, der har haft et forbrug af rusmidler. Ligeledes tester vi borgeren, når vi ser en afvigende adfærd, eller en adfærd, der er uhensigtsmæssig for barnet. Hvis testen er positiv, og borgeren ikke er enig i resultatet, foretager vi en re-test. Såfremt denne ligeledes er positiv, betragtes resultatet som validt.
Hvis borgeren ved indskrivning testes positiv for rusmidler, skal tallet være faldende ved næste test. I modsat fald ophører samarbejdet. Ved afvisning af urinprøve, betragtes dette som en positiv test.