Udskrivning


badebolde754x200

 

Trygge rammer er nøgleordet

Vi gør generelt meget ud af, at barnet har trygge rammer både i anbringelsen, men også i det videre forløb, hvad enten barnet skal tilbage til hjemmet, videre til en anden institution eller i familiepleje.

Længden af en udslusning af et barn er afhængig af barnets alder og tilknytning til institutionen. For små børn tager den som regel mellem tre og fire uger fra første kontakt til selve flytningen. For ældre børn vil perioden typisk være kortere.

Formålet med udslusningsperioden er, at barnet skal være godt forberedt og tryg ved en flytning. Det betyder også, at barnet skal vide - og ikke mindst se - hvor det skal bo fremover. Selve udslusningplanen udarbejder den modtagende institution/familiepleje, anbringende myndighed og Døgncentret i samarbejde.

Det er altid en individuel vurdering præcist, hvordan vi planlægger og udfører en udslusningsplan.

Kontaktpædagogen laver altid en Livshistoriebog til barnet – det vil sige et fotoalbum med foto, tekster, tegninger, mv. Barnet får den med sig fra institutionen som et minde og som en del af dets generelle livshistorie.

Vi holder altid en afslutningsfest, når et barn skal flytte.